En ny sammenbragt familie
Du har forelsket dig i et menneske, og efter noget tid har I valgt at flytte sammen. I har begge børn fra tidligere forhold, som alle skal have det godt i jeres nye familie. I samarbejder omkring børnene med både jeres egen og partnerens tidligere samlever. Alt sammen store udfordringer.
Uløste konflikter
Måske mærker du, at din partner meget let bliver irriteret på dit barn. Han eller hun oplever, du er for eftergivende og lader dine grænser overskride. Når irritationen opstår, vælger din partner oftest at trække sig, måske for at undgå en åben konflikt. Men du mærker, at stemningen i hjemmet skifter, og de uløste konflikter mellem de to skaber afstand mellem dig og din partner. For det er jo dit barn, som du holder af, selvom det viser sider af sig selv, du ikke bryder dig om. Du ved godt, du skal være tydeligere med dine grænser i forhold til dit barn. Men hver gang din partner trækker sig, rammer det ind i din følelse af ikke at være ok og utilstrækkelig, og det gør, at du får sværere ved at være tydelig overfor dit barn. En rigtig dårlig spiral.
Magtesløshed
En af fordelene ved en sammenbragt familie er dage, hvor børnene er hos den anden af deres forældre, og I har mere tid til hinanden. I mærker kærligheden mellem jer, men også behovet for at få talt om de uløste konflikter i forhold til dit barn. Måske finder I en forståelse for hinanden, som skaber ro her og nu. Men når børnene er tilbage i jeres familie, opstår der igen irritation hos din partner, som trækker sig. Du oplever, at din partner forsøger at undgå konflikterne, fremfor at forsøge at være med til at løse dem. Du sidder tilbage med følelser af sorg, skuffelse, vrede og afmagt.